Rejsebrev 2.
5.-8. marts
5/3-2026

Båden er en Lagoon 39
Nu er det dagen hvor der pakkes. Jeg har fået medicin til båden. Udskrevet til mig og påtegnet skippers medicinkiste. Jeg har købt et hæfte til at føre medicin-log i. Det fylder godt i bagagen. Nogle gange Investerer man i sikkerhed og udstyr man aldrig ønsker at blive nødt til at bruge. Jeg har flere MOB 1 med i tasken. Hvis en falder i vandet vises positionen på bådens plotter. MOB 1 skal monteres i redningsvestene. Bådens epirb og dannebrog er også med. Jeg har ikke kunnet få de gæsteflag vi får brug for. Jeg håber vi kan få dem i Charles de la Rapita. Ellers kan vi være henvist til at lave dem selv.
Vi vil gerne proviantere i Rapita til det meste af turen så det ikke er sulten der driver os til at gå i havn. Vi vil gerne kunne holde på hvis vejret er godt hvis vi føler for det.
Jeg er altid lidt spændt når jeg skal afsted. Det er flyrejsen ned til båden; opgaven med at checke at alt er i orden; provianteringen og ikke mindst fornemmelsen af os som gruppe. Når det er på plads er jeg klar til afsejling.
Jeg ved jeg skal igennem et følelsesmæssigt pas når jeg tager afsted fra min kone, Kirsten. Et tyndt lag angst der er en del af selve omstillingen til en anden del af mit liv.
Det er en tur jeg kender.
8. Marts
Vi er nået langt med forberedelserne. Både storsejl og fok er set efter. Den gamle tunge redningsflåde måtte vi en tur over havnekontoret for at få ud. Vi spurgte efter om der var en kran på marinaen vi kunne bruge. Den er i stykker. Om der er et slæbested? Fra rummet bag kontoret træder to brede mænd ud. De går direkte til deres golfvogn og triller i forvejen ud til Broen vi ligger ved. De formår at bringe containeren op på broen. Problemet er løst. I morgen, mandag skal vi montere en ny redningsflåde. Det viser sig det er billigere at købe en ny mere håndterlig end at servicere den gamle. Vi får provianten bragt i morgen aften undtagen kødet vi vælger at hente selv hos slagteren i den lokale Spar.

Klubbens Kasserer Preben Gregersen
Vi har bunket diesel og Jens har taget Preben og jeg i sejlerskole som introduktion til catamaransejlads.
Jeg er faldet til ro. De grundlæggende forudsætninger for en god tur er gode. Jens, Preben og jeg har det godt sammen og jeg ved Niels vil falde godt ind når han kommer i morgen eftermiddag. Vejrmeldingerne ser vi på igen og igen. Vi er overbeviste om at vi får et godt vejrvindue så vi kan stikke afsted tirsdag morgen. Ruten lægger vi først når vi starter. Vi har internet ombord også til havs så vi løbende kan opdatere vejrudsigterne.
Vi er tilfredse og parate.