
Vi har en rigtig god nyhed at dele: Roskilde Sejlklub har fået tilsagn om
690.000 kr. i støtte fra Nordea-fondens renoveringspulje til
renovering af de udvendige facader på vores klubhus.

Mange af jer ved, at klubbens træfacader efterhånden har set bedre dage.
En gennemgang har vist, at en del af beklædningen er ramt af råd og svamp,
og det betyder, at vi nu er nået dertil, hvor en samlet renovering er
nødvendig, hvis huset skal holde i mange år frem.

Hvad skal der ske?
Kort fortalt skal facaderne have en ordentlig tur:
- Den gamle beklædning tages ned og sorteres til enten genbrug eller affald.
- Der etableres bedre ventilation bag facaden, så problemet ikke gentager sig.
- Der sættes ny træbeklædning op i holdbare og bæredygtige materialer.
- Vinduer, tagrender og nedløb genbruges, hvor det er muligt.
Alt sammen med fokus på den mest bæredygtige løsning, lang holdbarhed og
minimal vedligeholdelse fremover.
Frivillige
Projektet bliver gennemført i samarbejde mellem professionelle håndværkere
og frivillige fra klubben. De frivillige vil hjælpe med sortering af den
nedtagne beklædning samt praktiske opgaver undervejs, herunder at holde
styr på pladsen, så træning og andre aktiviteter forstyrres mindst muligt.
Det er en vigtig del af projektet – både økonomisk og for fællesskabet i
klubben.
Hvornår?
Arbejdet er planlagt til at gå i gang efter sommersæsonen, omkring
efterårsferien, hvor der er lidt mere ro på huset og havneområdet.
Vi skal nok holde jer løbende orienteret – både om tidsplanen og om
mulighederne for at give en hånd med som frivillig.
Bestyrelsen vil gerne sige stor tak til Nordea-fonden for støtten – og
også en tak til de frivillige på onsdagsholdet og især til
Niels Henrik Borch, der har været ankermand for ansøgningen.
Det er med til at gøre Roskilde Sejlklub til et stærkt og levende
fællesskab.
Vi glæder os til at give klubhuset et løft – til gavn for os alle.
Økonomi
Det samlede budget for projektet er 931.604 kr..
Vi har søgt Roskilde Kommune om støtte svarende til halvdelen af
differencen mellem Nordeas støtte og projektets samlede budget.