Jens Kofoed har igen grebet dybt i lommerne og forærer Roskilde Sejlklub endnu en klubbåd til en værdi af omkring 120.000 kr.. Båden døbtes ”To-Kost”, hvilket kræver en forklaring.
Ved en festlig ceremoni den 13. juni i Roskilde Sejlklub indviedes endnu en klubbåd, en J 80’er, der bruges til sejlerskolesejlads og til matchrace i klubben, og indgår i sejlklubbens efterhånden store flåde af klubbåde, der næsten daglig er i aktion på fjorden.
Båden fik navnet To-Kost. Samtidig omdøbtes en tilsvarende båd, som Jens Kofoed tidligere har skænket sejlklubben. Den fik navnet Kost. Det kræver vist en nærmere forklaring: Sømærker hed tidligere koste, inden man gik over til det internationale system. De hed koste, fordi de lignede gammeldags fejekoste med et risknippe i toppen. De var meget tydelige at se på afstand, og man havde derfor også ”to-koste”, hvor der var to risknipper på en stage og faktisk også tre-koste.

Nu hænger det sådan sammen, at Jens Kofoed tidligt i sin sejlerkarriere fik tilnavnet Jens Kost, fordi han desværre sejlede ind i en kost oppe ved løbet forbi Eskildsø og fik en lang rød stribe af

 maling fra bøjen på siden af sin båd. Derfor fik den seneste af hans generøse gaver til sejlklubben navnet To-Kost, og den næstseneste navnet Kost

På billedet ser man Jens Kost foran bådene Kost og To-Kost.

Jens Kofoed har efterhånden skænket klubben så mange både, der alle har fået navn med relation til Jens. En hedder Inger efter hans afdøde hustru. En hedder Ole til minde om hans søn. En hedder Bongoefter hans gravhund. Mulighederne snævrede sig således ind, med klubbens formand, Normann Sloth, udklækkede så ideen om de nye navne, som nu pryder de to seneste både med tilhørende logo af en gammeldags sømærke-kost.

Det er en meget flot donation Jens igen har givet os . den samlede værdi af de to både udgør ca 320.000,-
Med de to J 80 både har Roskilde Sejlklub nu i alt fem J 80, som vi flittigt benytter til Skolesejlads, Match Race, Sommerhøjskole, sejlads med juniorer, Julemærkebørn, skoleelever m.m.