Is ingen hindring
Vi sejlere plejer at pløje os langsomt afsted i vandet, men en sjælden gang kan man glide oven på vandet
Nogle af sejlklubbens medlemmer er umulige at holde fra vandet. Blæst, regn og kulde forhindrer dem ikke i at bedrive deres sport, selv is på fjorden kan ikke stoppe dem. Anders Jensen er en af dem, og han har dyrket issejlads siden 1983, omend ikke hvert år. Kompassets udsendte støder ind i Anders, mens han lige har samlet sin isbåd på isen ved Veddelev. Det er jo usædvanligt, for det er første gang i syv år der er tyk nok is, til isbådssejlads.
Men sig mig Anders, hvad med politiet, de uddeler for tiden bøder henne ved Strandengen til folk, der vover sig ud på isen? (Der er godt nok kun 10 cm vand de første 100 meter ud, men ordensmagten er nidkær, og så må de rigtige forbrydere vente). ”Ser du Sven, en Isjagt er et fartøj, og derfor ikke underlagt de bestemmelser,” svarer Anders. Han bruger bevidst betegnelsen ”isjagt”. Det er måske for at undgå forvekslinger, så folk ikke tror, at vi har at gøre med noget, der kan spises, altså en ”isbåd”.
Tre isjagter på perfekt sort is (vist fra 2012)
Klokken er 11 lørdag formiddag og foreløbig er der kun tre Isjagter på isen, men en time efter kan man tælle 15 her på den indre fjord. Vinden er for svag, så meget af tiden går med at holde stille eller at prøve at løbe båden i gang, men isen er i hvert fald god. Om mandagen kommer der vind, og isbådene virrer nu frem og tilbage på fjorden som hidsige insekter med en svag summen og bumlen ligesom gamle dages bumletog. Med en enkelt undtagelse er alle bådene ens, det er de såkaldte DN’ere, som har den sjove oprindelse, at avisen Detroit News omkring1936 udskrev en konkurrence om den bedste isbådskonstruktion til at sejle på Lake Michigan, og resultatet er gået verden rundt som en fantastisk en-mands båd, som selvbyggere kan lave, og som er hurtig og let at transportere.
Anders fortæller, at DN’eren sagtens kan komme over de 100 km i timen. ”Sidste gang, jeg brækkede masten på isjagten var farten ifølge GPS’en 88 km i timen, det var så 3. gang, den knækkede,” beretter han. I blank is – sort is på isbådssprog – med blot 5-6 sm vind er der, hvor de fleste master brækker, for det er der, hvor man opnår den ekstreme fart i forhold til vindhastigheden. Men hvad får en mand med kone og børn til at kaste sig ud i noget så letsindigt som isbådssejlads? ”Det spændende ved isbådssejladsen er naturligvis farten, og det på forunderlig vis at stryge afsted, hvor man ellers plejer at sejle,” siger han. ”Men måske det afgørende er det sociale sammenhold, for isbådsfolket holder hvil en gang imellem og står sammen på isen og ”sparker dæk” og udveksler tips og søforklaringer.” (Kompassets udsendte korrespondent har fx personligt i isbåd på vej til Gershøj forfulgt to ræve tæt på, der spænede rask afsted over isen. Det var ærligt talt lidt synd for bæsterne). Isbådsfolkene er som regel også sejlere i vand, der er smeltet, og ikke blot på vand, så det er folk, der kender hinanden. Der er noget at snakke om indbyrdes, for der er behov for at dele tips og tricks, da det fordrer en hel del indsigt, for at få jagten til at sejle hurtigt. Konkurrencen er knivskarp, alle bådene er i samme klasse, og der er tydeligvis prestige i at sejle stærkt. Deres udsendte har selv med skam at melde oplevet konkurrenterne stryge forbi sig. En stor del af hemmeligheden ligger i slibningen af skøjterne, som sædvanligvis er af pladejern. Styreskøjten, den forreste, skal slibes på en anden måde end de to sideskøjter, som i øvrigt skal slibes, så der er en kurve, et ”bundlinjespring”, og enderne skal fx ikke være skarpe. Og så afhænger slibningen desuden af isens kvalitet og tværbjælkens elasticitet. De tre skøjter skal være pinligt parallelle, hvilket er lidt af en kunst i sig selv. Vi taler om millimeter. ”Der er altid mulighed for optimering, det er lidt af en videnskab, de helt små detaljer kan være afgørende,” tilføjer Anders.
Deres udsendte, Bjørn og Allan Kloster, xx og Merethe Laurent (2012)
Men hvad så med sikkerheden, risikerer man ikke at falde igennem isen? ”Noget af det mere risikable er såkaldte fuglehuller. Det er huller i isen, som fuglene søger at holde åbne. Det lykkes så i en tid, men når de giver op, og isen fryser til, er der måske kun 2-3 cm tyk is. Det er svært at se, og pludseligt plumper man i. Jeg har prøvet det et par gange. Det kan være decideret livsfarligt, hvis der er meget fart på, og man fx risikerer at komme ind under isen. Jeg har altid tørdragt på indenunder for en sikkerheds skyld. Og man sejler aldrig alene, men følges ad. Hvis man er røget i et fuglehul, er det ikke så svært at få båden op igen, for her er isen som regel tyk helt hen til kanten. Det er også afgørende at have et par ispigge med til at hale sig op på isen med. Når man ser civilister spadsere på isen i suttesko, med barnevogne og på skøjter, så har de aldrig sørget for den sikkerhed.”
Lay-out’et i en isjagt
Men Anders, er det trods alt ikke lidt skørt at have en isbåd liggende og fylde op nu med global warming? ”Det er rigtigt nok ikke hver vinter, forrige gang var vist i 2013, men ekstreme vejrforhold bliver hyppigere, så vi vil nok også fremover igen se solid is på fjorden. Og Isjagten spiser ikke brød og kræver ikke havneplads, så den kan godt hænge og vente i garagen. Nogle år er der mulighed for at sejle på Arresø, selvom isen ikke er til det her i fjorden. Men man skal være forsigtig, for deroppe er der metangas nogle steder, der bobler op og giver usikre huller,” slutter Anders.
Billedtekster:
1) Anders Jensen ved sin isjagt. Bagved Svend Toftegård.
3) Der er en særlig stemning på isen
5) Henrik og Merethe Laurent (2012)
7) Isbåde ved Frederiksborgvej 2021
