Bahamas rejseartikel del 2 af Asger Krogh Bønding

Elbow cay

Da vi skulle ind i naturhavnen i Elbow Cay, skulle vi bruge tidevandet til at komme ind. Vi havde ligget udenfor indsejlingen i et par timer for, at tidevandet skulle nå at komme ind. Da vi kom ind i havnen, bandt vi os på en mooringsbøje i den hyggeligste by. Vi lå lige ved siden af et kæmpe fyrtårn, det er lavet for at bådene ikke grundstøder. Kirken på øen ligger ud mod vandet, og oppe fra altret vil man kunne se, hvis en båd går på grund. Der er en historie om, at imens menigheden deltog i gudstjeneste, kunne præsten se, at et skib var ved at gå på grund. Han bad derfor alle folkene i kirken om at bede, og imens de sad og bad, løb præsten ned på stranden, og lossede alle værdierne af fra skibet. Dengang levede mange af indbyggerne af at stjæle vraggods.

Fyrtårnet på Elbow Cay

Lumsk vejr

Det var på Elbow Cay, jeg tog tomleturen sammen med Rasmus. Vores plan var at komme til købmanden, som lå lidt udenfor byen. Da vi var kommet der ud og havde købt vores sædvanlige Dr. Pepper og Skittles, tænkte vi at tomle videre, så vi skiftede imellem at sidde i golfvogne og på ladet af lastbiler. Vi endte med at komme helt ud til enden af øen. Det er vildt, hvor meget man kan ”bonde” på ladet af en lastbil. Det var ved at være tid til, at Jakob og Charlotte skulle hjem. Vi skulle have et nyt sæt gaster på. De nye gaster Simone og Christian kendte vi heller ikke ud over et par videomøder.

Eluthera

Vi skulle så småt til at komme syd på. Det gjorde vi ved at sejle til Eluthera. Det er en lang smal ø med en kæmpe stor bugt på indersiden og en meget rå atlanterhavskyst på ydersiden.

En vred Nordatlant.

Eluthera minder meget om den Dominikanske Republik ved, at husene er lidt slidte, og folkene er venlige, og at der næsten ikke er nogle turister. Det første sted, vi var på Eluthera, var to små øer i bugten med grise på. Det er noget, som er meget udbredt i Bahamas. Man sætter grise på øer og tjener penge på turister, der kommer og køber mad til dem. For at komme rigtigt ind i den store bugt skal man igennem ”Current Cut”, der er en smal passage mellem to øer. På Bahamas er der cirka en meters tidevand, så når vandet skal fra en side af de to øer til den anden, skal det igennem passet, hvilket kan danne 6-8 knobs strøm, når der er mest pres på. Det første sted, vi lå i bugten, var Glass Window, hvor øen er så lav, at Atlanterhavet skyller ind over øen. Man kan ligge lidt derfra og betragte de kæmpemæssige vandmasser, der skyller over. Vi var stadig tidligt på den, så vi havde Eluthera helt for os selv. I Alebaster Bay snorklede vi lidt og så, at der var en masse fisk. Da vi kom tilbage til båden, spurgte vi, om ikke vi kunne komme ud at fiske alle 3. Efter lang tids plagen fik vi lov. Vi kom tilbage til båden med 5 fisk efter 5 timer. For det første sagde de, at det var godt gået, men også at man kunne høre os juble/skrige, hver gang vi fangede en fisk.

Kraftig strøm igennem Current Cut.

Et blikstille hav.

Efter vi havde fanget fisk og set Eluthera, skulle gasterne desværre hjem. Så turen gik til Nassau, for at de kunne komme på flyet. Det var også der, Ida kom ud for at besøge os. Mor skulle til Miami for at følges med hende fra Miami til Nassau. Så efter 1 måned var der kun mig og far på båden. Lige pludselig var alle væk. Vi var både triste over, at et fantastisk gastehold var taget hjem, men vi glædede os også over, at Ida skulle komme. Den aften blev der snøftet lidt.

”Smog” fra krydstogtskibe over Nassau.

Ida ombord igen

Ida skulle være med i 3 uger, og det var fantastisk.
Det første sted, vi ville vise Ida, var Rose Island, som er en ø lidt ude fra Nassau. Den var voldsomt overrendt af turbåde om dagen, men i løbet af eftermiddagen forsvandt de lidt efter lidt og til sidst, havde vi det hele helt alene. Ida skulle lige vende sig til at ikke at være på efterskole – hun led af ”fomo”. Men efter 1 uge var hun helt nede i tempo, og HELE familien hyggede sig godt. Vi havde læst, at der lige nord for Eluthera var en kæmpe sandbanke på 6 gange 3 kilometer. Som alle andre steder på Bahamas var der en turistattraktion. Her var der sat 2 gyngestativer op, så man kunne gynge på banken. Her havde rokkerne opdaget, at der var turister, og at turisterne oven i købet ville fodre dem, så de var nærmest helt tamme og svømmede helt op af benet på en. På ydersiden af sandbanken er der et kæmpe rev, som virker som en naturlig bølgebryder.

Ida ombord igen

Ved siden af revparadiset og bankerne ligger Spanish Wells. Det er en større by på en ø, der hedder Ile George lige ved siden af Eluthera. Spanish Wells minder meget om byer i Abaco-øgruppen. Desværre må jeg sige, at den var mere ryddelig, og at det nok har noget at gøre med, at med at der er flere amerikanere. De lokale på Bahamas har bare ikke nogen grænse for affald og lydstyrken på musik. Når man (heldigvis få gange) går rundt på strande og gader og ser skraldet flyde, bliver man, eller i hvert til fælde jeg, utroligt forarget. Jeg synes simpelthen, at det er så utaknemmeligt og respektløst, når de bor i paradis, at de så ødelægger det (nogle steder skal det siges). For der er faktisk også en del steder, hvor der er stort set ingen skrald er.
Og man kan tydeligt se forskellen fra øgruppe til øgruppe.

Exuma

Efter et par fantastiske uger med Ida, skulle en ven af familien, Tove, med. Den første sejlads med hende gik til den meget omtalte stribe øer, som hedder Exuma. De øer er kendte for deres kæmpe nationalpark, hvor der skulle være noget af det smukkeste marineliv i verden! Det kan vi skrive under på! Havleguaner, mange forskellige hajer, fisk i alle regnbuens farver og sådan fortsætter det.

Exumas nationalpark.

Black Point Settlement var et sted, hvor vi fik et indtryk af de lokales kultur. Der var byfesten i byen, og vi blev inviteret med og sagde selvfølgelig ja til invitationen. Om aftenen begyndte festen. Alle fra byen og et par af os fra bådene var der og hyggede sig gevaldigt. Først kom børnene op og fik læsset en burger op, der havde en diameter på 25 centimeter, så skulle dj’en lige stoppe (det som sædvanlige utroligt høje) musik, og så kom præsten op og ”praised the lord” og takkede ham for at skænke os den dejlige mad. Og så kunne festen ellers bare fortsætte.

Der hentes vand ved byens vandpost.

Til byfest i Black Point Settlement.

Great inagua

Vi skulle videre syd på og denne gang til Great Inagua med et par stop på vejen. Et af stoppene var Calabash Bay. Sejladsen dertil var en de fedeste, vi har haft; 8 meter i sekundet foran for tværs. Vi skød der ud af med 7 knob. Da vi havde lagt anker, ville det være en skam ikke at hoppe i vandet. Når man lå i vandet ved stævnen kunne man se ankret, der lå 25 meter foran båden.

Absurd klart vand (der er 25 meter til ankret)

Efter halvandets døgn lidt hård sejlads ankom vi til Great Inagua lige efter solnedgang. Vi kunne ikke rigtig se bundforholdene, men det lod til at ankret sad fint. Da vi vågnede den næste dag, så vi, at ankret lå på sand, men at der lige bag ved os var en masse små koralhoveder. Det var en stille morgen, så vi blev bare liggende. Det er luksus, når man kravler ned af badestigen, og man så er havnet i et kæmpe akvarie. Efter vi havde snorklet, lagde vi os i havn for første gang i mange måneder. Lystbådehavnen på Great Inagua er egentlig bare nogle træbroer i den ene af den kommercielle havn.

På øen er der en mand ved navn Henry Nixon, som kan køre dig ud til de to highlights på øen; produktion af salt og flamingoer. Så efter en dag har man set øen i store træk. Vi lå blæst inde i en uge, og heldigvis var der to andre både, som vi lærte godt at kende og hyggede os med, imens det ruskede uden for havnen. En dag kom to haitianske fragtskibe ind; uden elektricitet eller motor. Masten var helt ujævn, fordi den rent faktisk var lavet af et afbarket træ. Den fragt, de fik ombord, var gamle madrasser, kasserede frysere, drivtømmer og ødelagte cykler – kort sagt skrald. Deres last havde ingen værdi for os men en kæmpe værdi for dem. Vi har været i fattige lande, men vi har ikke set så fattige mennesker som dem her.

Nu er det tid til, at vi skal afsted fra Bahamas. Det har været fantastisk med mange dejlige oplevelser, som jeg sent vil glemme. Nu skal vi til Mexico, og det glæder vi os til. Det bliver et lille eventyr, før at vi skal op af den amerikanske østkyst og så hjem over til Danmark. Selvfølgelig med et par stop på Azoerne og i Irland og Scotland. For man er langt fra hjemme på Azoerne… man har cirka 4000 kilometer hjem.