Vores juniormedlem af sejlklubben er på langfart med familien.
Rejsebrevet her er fra La Gomera – de Kanariske Øer.
Siden er familien nået over Atlanten i deres båd A/S Aquila. Vi er flee der følger deres færd på Facebook.
Tak til Asger for hans beretning der følger her:
La Gomera
La Gomera er en ø, som ligger i øgruppen de kanariske øer ud for Marokko. La Gomera er en af de mindst turistede øer i gruppen, og derfor valgte vi også og ligge der i et stykke tid.
La Gomera har alt såsom, flotte rev, snorkling, dykning, hyggelige cafeer, sejlads, smukke vandreture og en urskov, der er taget lige ud af Indiana Jones. Personligt har jeg mest snorklet, sejlet og siddet på de hyggelige cafeer. En af de første dage vi var på øen, lejede vi en bil og kørte ind på øen. Vi kørte af hovedvejen, som var kringlet vej fuld af hårnålesving og sten, der var faldet ned fra de høje klipper over en. Ikke det man forbinder med en hovedvej! Inde midt på øen var der en ”lagoon”. Den kørte vi ned til, men der var bare en tør græsslette. Vi fandt så ud af, at den idylliske sø, der skulle have ligget midt inde i den flotte skov, var tørret ud.
Angående snorkling har vi mange gange gået over til et rev og snorklet ved de hvide flotte sten. Nogle gange har vi også sejlet ud i en bugt og ligget for anker, hvor der har været fantastisk snorkling. Der er store fisk, små fisk og koraler. Der er alt det, du ikke kan se i Danmark, når du snorkler.
Jeg har været ude og sejle én gang i min optimistjolle her på la Gomera. Men den ene gang var også perfekt. Der var 8-10 meter i sekundet, fladt vand og en god vindretning, men det, der gjorde det svært, var faldvinde.
Bugten og havnen er omringet af bjerge og slugter. Lige uden for breakwateren er der også en accelerationszone, så der er tit kraftige vinde. En accelerationszone er, når vinden bliver presset ned igennem for eksempel to øer eller et smalt stræde, som vinden skal igennem, og så bliver den accelereret.
Miljøet i havnen er generelt rigtig godt. I havnen ligger der mest langturssejlerbåde og store lystfiskermotorbåde. De fleste langturssejlere skal alle det samme, over Atlanten. Nogle af dem sejler direkte her fra, og andre sejler ligesom os ned om Kap Verde. Det er nok den hyggeligste havn vi har været i, alle snakker med hindanen.
Lystfiskerne eller ”big game Fishers” er også meget venlige. Når de kommer ind efter en dag på vandet og har en god fangst, deler de det dyrebare fisk ud. For eksempel var der en dag, hvor de inde med en stor fangst, hvor vi fik næsten 2 kilo helt friskt tun. Den næste dag fik vi så 2,5 kilo wahoo. Grunden til, at de bare giver det til os, er, at de ikke må sælge det, de fanger.
Så når de ikke selv kan spise det hele, giver de det til os, og det er vi meget glade for! Lige om lidt stikker vi mod Kap Verde, og jeg vil savne cafeerne, byen, det hyggelige havnemiljø og alt, hvad øen har i sig.
Skrevet af Asger Krogh Bønding. 12 år. November 2022.
