En enkelt Roskilde-sejlbåd trodser kulde og blæst i vinterhalvåret

Af Sven Scharling

Når man kigger ud over fjorden er der ikke megen aktivitet, men mange dage vil man kunne spotte en solid, rød sejlbåd krydse rundt derude. Nærmere på kan man konstatere, at der bare var en enkelt mand i båden. Det vakte Kompassets nysgerrighed, for hvem var det, der udviste denne entusiasme for sporten, når nu samtlige andre både lå enten på land eller urørte i deres båse? Og hvad var motivet til at stævne ud i regn, blæst og kulde i ofte nul graders varme? Bare tanken om chill faktoren kan jo få det til at løbe én koldt ned ad ryggen.

Otto Brutalis

Det viste sig hurtigt ved en lille rundspørgen at være Michael Schäffer i sin knaldrøde Engholm 32 med det stolte navn Otto Brutalis. Ingen af de faste bolværksmatroser og medlemmer af sejlklubben var i tvivl om, hvad det var for en båd og hvem, der sejlede den, for Otto Brutalis har åbenbart slået sit navn fast. Michaels første båd hed Otto, og som man ved, er Otto et næsehorn, så Brutalis henviser til et kendt og ret umuligt næsehorn i Aalborg Zoo. Den gjorde sig så meget ud til bens, at den blev ekspederet hjem til Sydafrika, så ku’ de lære det. Båden Otto Brutalis fører sin egen standart med et hvidt næsehorn på rød bund, er otte tons tungt og lavet i stål. Så der er passende enerti i skroget ligesom hos navnebroderen. Trimaraner og andre skrøbelige konstruktioner bør holde respektfuld afstand til de tungere dyr på savannen. Hertil kommer, at kølen har et hulrum med plads til 250 l diesel, og den ekstra vægt kan godt mærkes på stabiliteten, når tanken er helt fuld, men man kan også mærke, at det skvulper.

 

Ibens aftensmad

Kompassets udsendte fik lov at komme med på en tur. Den 20. februar kl. 10 er der afgang fra den fornemme plads på A broen. Det er en dejlig dag med jævn vind og sol og 2 graders varme, faktisk et heldigt lille vindue indtil kl. 14 mellem storm og blæst. Det passer lige, for kL. 14 skal Michael til dans sammen med Iben hans kone. Salsa og standard latin. Ovenover flyver en lille blå flyver. ”Det er den til Anholt. Jeg kender den på lyden,” bemærker han, og alle disse enlige ture er med til at åbne ens sanser og øjne og glædes ved fx at iagttage havørnene, der systematisk angriber en flok blishøns. Michael sejler alene om vinteren, for Iben undskylder sig, og det er så meget nemmere, når man ikke skal lave aftaler med gaster. Han kører bybus i Roskilde og har som regel formiddagstjansen med start fx kl. 5.30. Undervejs hører han i radioen efter vejrmeldingerne, så han kan planlægge en sejltur, til når dagens arbejde er slut et sted mellem kl. 12 og 14. ”Så passer det lige med, at jeg efter sejlturen kan nå hjem til et veldækket bord og Ibens aftensmad,” tilføjer han med et glimt i øjet. En begrænsning ved vintersejladsen er de korte dage, men byen lyser op, når det er mørkt, siger Michael, så han uden besvær kan finde hjem. Det er godt for én at kunne lege. Det er som en slags fodmassage for hjernen sådan en tur på vandet, fortæller Michael. ”Det med at sejle alene er noget, jeg efterhånden har tillært mig,” forklarer Michael, der tilføjer, at han undrer sig over, at der ikke er andre, der sejler om vinteren, nu når så mange både bliver liggende i vandet vinteren over. Det er ikke dyrere i forsikring, for der sker flere skader, når man tager masten af og får båden på land.

Men om sommeren er familien med på sommertur, og det har de været altid. Selvom de fire børn nu er voksne, er de fortsat med plus et barnebarn, men lidt forskudt for det meste. ”Jeg selv kan lide at være mellem havnene, resten af familien i havnene,”, siger Michael, der også om sommeren sejler kapsejlads som gast i Banner 28’eren – en ganske skrapt sejlende båd.

Snedige patenter

Det første, jeg lægger mærke til, er nogle snedigt udtænkte patenter, der gør det nemmere at sejle ud i båden alene. Nederst på waterstaget (stålstangen, fra vandlinien op til bovsprydet/landgangsbroen for til) er der en kile, der fanger en snor, der går fra hver side af båsen.

(Se fotos). Når Otto sejles ind på sin bådplads griber kilen fast i snoren, så båden holdes præcis midt i båsen. Det må have taget mange grublerier at udtænke. Dernæst ses nogle rustfri bøjler på siden af bommen. De griber sejlet, når det sænkes, så Michael undgår lazy jacks, snorværk og canvas, der flagrer. En simpel metode. Det næste, jeg får øje på, er et spil, så man kan flytte skødepunktet på løjbommen uden besvær. Det kan ellers være sejt, når storskødet er stramt.

   Genialt. (Se fotos). Alle reb, snore og skøder er ført agterud, så Michael fx kan  rebe alene nede fra cockpittet. Der er monteret trin op langs masten og der er også vindskærm og sprayhood. Båden er isoleret ”som en kummefryser”, og der er en keramisk ovn plus en affugter, der holder båden tør og frostfri hele vinteren.

Jorden rundt

Michael har en ambition om at sejle jorden rundt i båden, men Iben siger, ”at han ringer bare, når han kommer frem til noget varmt og eksotisk”. Indtil da tager han omkredsen i mindre bidder. Siden han købte båden har han tilbagelagt 25.000 sømil svarende til 46.000 km. Jordens omkreds er ca. 40.000 km, så på den måde kan Iben regne med, at han ikke er så langt væk alligevel, selvom han er i gang med at sejle rundt om jorden nu på anden gang. I coronaåret 2020 sejlede Michael præcis 1997 sømil. Han var godt klar over den 31. januar, at han nærmede sig en slags rekord, men valgte alligevel at tage hjem til nytårsmiddagen til tiden. I 2021 var der kun en enkelt uge, hvor Michael ikke var ude at sejle.

Slaget på Isted Hede

Michael har et ansigt, der godt kunne sidde på en kæk soldat. Og det er ikke helt tilfældigt, for den første generation af Schäffere, der i slutningen af 1700 tallet emigrerede til Danmark fra Tyskland var en soldat, og det var de to næste også. Den 3. generation af Schäffere i Danmark faldt som dansk soldat i Schleswig krigene, blev såret i slaget på Isted Hede i juli 1850 og døde på lazarettet i Flensborg. Efter 1864 solgte familien gårdene nær Flensborg og flyttede til Danmark. De følte sig diskrimineret af tyskerne. Michael fortæller, at det ikke var ualmindeligt, at unge dansksindede mænd syd for grænsen lige inden første verdenskrig flygtede til Danmark for at undgå tysk militærtjeneste. Og så af og til sneg sig tilbage for at besøge familien. Det er en god familiehistorie, og Michael viser, at der stadig er barskhed i de schäfferske gener. Michael har i øvrigt været med i bestyrelsen i Havneselskabet de seneste 12-14 år og er med i Fjordudvalget, der administrerer sømærkerne. En af hans tjanser er at undersøge, når der rapporteres nye sten, der ikke er afmærket på søkortet.